Lønstrup er en lille by, men især i sommerperioden og på solskinsdage kan der være godt fyldt op omkring centrum, stranden og vejen mod Rubjerg Knude Fyr.
Heldigvis findes der flere parkeringsmuligheder rundt omkring i byen – både tæt på butikker, restauranter og stranden.
På denne side har vi samlet de vigtigste steder at parkere i Lønstrup.

Her er der – efter Lønstrup forhold – en rimelig stor parkeringsplads med plads til mere end 50 biler. Der er også ladestander til EL-biler med plads til 4 biler.
Parkeringen er tidsbegrænset til 4 timer, men på den tid kan du også nå at spise meget is og se på meget keramik.
Men pas på gående, børn og hunde!

Om sommeren er der indrettet en sommerparkeringsplads på en græsmark i siden af M. Kabelsvej. Der er meget kort gåafstand til Lønstrups bymidte, så det er oplagt at parkere her og gå ned til butikker, restauranter og stranden.

Kører du ind ad Bugten mellem Feriepartner og bygningerne langs Strandvejen, ligger der et mindre parkeringsområde ved Aktivitetshuset.
Her kan man ofte være heldig at finde plads lidt væk fra den travleste del af centrum – især uden for de mest hektiske sommerdage.

Ved Lønstrup Kirke på Lønstrup Kirkevej er der en parkeringsplads, der først og fremmest er forbeholdt kirkegængere. Vis derfor hensyn, så de, der skal til gudstjeneste, kan finde en plads.
På pladsen er der mulighed for at oplade 2 el-biler.

Kører du ind mellem Spar Købmanden og "Min lille butik" (de hvide bygninger), ligger der et mindre parkeringsområde bag ved.
Det er typisk korttidsparkering, men det skal være meget højsæson, før alle pladser er optaget.

Her er der tale om næsten 70 "officielle" parkeringspladser og en del flere, hvor kreative bilister finder noget der minder om plads til bilen.
Men lad nu være med at parkere i folks indkørsler eller foran butikker, hvis I planlægger en hel dag på stranden.
Og her er der i øvrigt et offentligt toilet.

Ved købmanden i Harrerenden – og ved nedgangen til stranden – er der en fin lille parkeringsplads. Der er plads til ca. 20 biler, og der findes også en ladestander til el-biler.
Du kan gå langs stranden til Lønstrup. Og tilbage igen.

Her på Rubjergvej er der faktisk en del parkeringspladser, men husk nu, der skal være plads til kunderne til restaurant, butik og galleri.

Hvis man kører ud ad Maarup Kirkevej, er der plads til ca. 20 biler. Tidligere var der en mere "formel" parkeringsplads, men den har havet taget. Så man har taget et græsstykke, hvor man har gjort plads til parkerende. Og parkerer du pænt, kan der være flere biler!
Der er også parkering ved Hotel Lønstrup Strand / Kirkedal Minigolf, men de pladser er jo forbeholdt overnattende og gæster til café og Minigolf. Men du kan jo købe en is, så går det nok :-)
Mange besøgende til Rubjerg Knude Fyr parkerer på parkeringsområdet syd for Lønstrup.
Herfra går man gennem klitterne mod fyret. Turen er en del af oplevelsen og tager typisk 10–20 minutter afhængigt af tempo og vindretning.
I sommerperioden kan der være meget travlt, og parkeringspladsen fyldes hurtigt op på gode dage.

For få år siden besluttede Hjørring Kommune at gøre noget ved parkeringsudfordringerne ved Rubjerg Knude Fyr. Og det har resulteret i en ret stor parkeringsplads, hvilket der så også var behov for. Hvor mange pladser der egentlig er, har vi ikke rigtig tal på, men der er mange.
Det er i øvrigt også et yndet sted for autocampere, hvilket jo altid skaber en del debat. Især folk der bor langt væk har tilsyneladende store gener pga. det.
Parkeringspladsen har også en "udstillingscontainer", hvor man kan se lidt om fyrets historie og kystnedbrydningen. Og så er der toiletfaciliteter på pladsen!

Lidt før man kommer til Fyrvejen, hvis man kommer fra Løkken af, er der en rasteplads på Rubjergvej. Der er faktisk plads til en del parkerende, og så kan man spise sin medbragte mad ved bord/bænkesæt.
Men husk for pokker at rydde op efter jer! Vi gider ikke affald i siden af vejen.
Der er nok plads til ca. 30 biler, hvis man parkerer nogenlunde ordentligt.

Længere sydpå ad Rubjergvej finder man parkering ved indgangen til plantagen. Det er også en anden måde at komme til fyret på som gående, for man kan gå gennem plantagen og over nogle klitter – forvent sand i skoen – op til fyret.
Turen er ikke egnet til kørestolsbrugere, barnevogne og trætte og urimelige børn. Men det er flot nok.
Flere steder i byen findes der:
Reglerne kan variere fra sted til sted, så hold altid øje med skiltningen.
Vi anbefaler også at vise hensyn til beboere og private indkørsler – især i de små sidegader tæt på centrum.
Lønstrup er bygget som en mindre kystby med smalle veje flere steder.
Kommer man i autocamper eller med større trailer, kan det derfor være en fordel at vælge de større parkeringsområder uden for de smalleste gader i centrum.